Ændring af lovgivning

Ændring af lovgivning i forhold til kvinders rettigheder bør støttes på alle niveauer, hvis ændringerne skal have virkning. KVINFO støtter derfor reform gennem en bred vifte af aktiviteter såsom kampagner, studieture og, mere konkret, etablering af et center med gratis juridisk hjælp. Partnerne vil løbende dele deres erfaringer med andre organisationer i Danmark og Mellemøsten.

Der er vigtigt at støtte ændring af lovgivning for at sikre kvinders rettigheder. Men lovændringer sikrer ikke i sig selv en ændring af social praksis. Derfor er det også nødvendigt at støtte implementeringen af lovændringer på alle niveauer. Implementering af lovændringer i praksis er en fælles udfordring for Danmark og landene i Mellemøsten og Nordafrika (MENA). 

NGO’er arbejder for kvinders rettigheder

Opfordringer til forandring fra såvel regeringer som civilsamfund I Mellemøsten og Nordafrika varierer betydeligt. Fællesnævneren for landene er dog det velfunderede og aktive NGO-miljø, der støtter kvinders rettigheder, især i forhold til familielovgivning. En række NGO’er har oprettet netværk, nogle ad hoc, andre på mere permanent basis med særligt fokus på lighed for loven. Langt hen ad vejen er kampen for lighed for loven fællesnævner for størstedelen af MENA-regionens kvindeorganisationer.

CEDAW (Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women)

Et konkret eksempel på opfordring til lovændringer er kravet om at ophæve CEDAW reservationerne. CEDAW-konventionen beskytter kvinders rettigheder og er underskrevet/ratificeret af 17 ud af 22 arabiske medlemslande under Den Arabiske Liga 

Ratificering af CEDAW konventionen i sig selv sikrer dog ikke nødvendigvis, at de enkelte lande reelt støtter kvinders rettigheder - dette er også aktuelt i en dansk kontekst. Kun hvis der i forvejen eksisterer et gunstigt miljø såvel lokalt som nationalt, med relevant lovgivning, retsvæsen og politik, har CEDAW konventionen nogen reel effekt. Ikke desto mindre fungerer CEDAW som en vigtig ramme for kvindeorganisationer, da den legitimerer og styrker organisationerne i arbejdet for kvinders rettigheder.

Med fokus på CEDAW støtter KVINFO kampagnen ”Equality without Reservation,” som ledes af et netværk af kvinde- og menneskerettighedsorganisationer fra en række arabiske lande. Siden 2006 har organisationerne været aktive i kampagnen, som fortsætter i de kommende år. 

Støtte til arbejdet med lovændringer i praksis

Indsatsområdet ”Ændring af lovgivning” støtter aktiviteter, der arbejder for reform i praksis. Et eksempel er det dansk-marokkanske samarbejdsprojekt  “Strengthening Women’s Rights and the Access to Justice in the Moroccan Legal System.” Projektet støtter implementeringen af en ny marokkansk familielov, der har forbedret kvinders rettigheder for eksempel i forhold til arv og skilsmisse. Projektets aktiviteter understreger netop nødvendigheden af at tage fat i de mere praktiske aspekter af reform, da det for en stor del blandt andet handler om at oplyse befolkningen om deres rettigheder. De erfaringer, der høstes i forbindelse med projektets aktiviteter, deles med øvrige arabiske partnere, da der regionalt er stor interesse for Moudawanaen, som loven hedder. Den udgør nemlig et aktuelt eksempel på, hvorledes kvinders rettigheder kan forbedres gennem lovgivning

Støtten til netværket ”Equality without Reserves” demonstrerer desuden andre metoder i arbejdet med juridisk reform, herunder navnlig organisering af kampagner blandt beslutningstagere.