Kønsrelateret vold
Kønsrelateret vold er et globalt problem. De fælles udfordringer gør det til et velegnet emne for samarbejde mellem danske og arabiske organisationer, der arbejder med voldsramte kvinder og deres børn.Vold mod kvinder forekommer på tværs af kulturelle, klassemæssige, uddannelsesmæssige, økonomiske, etniske og aldersmæssige skel.
Vold mod kvinder ødelægger ikke alene livet for kvinder og børn og splitter samfund, men hindrer også økonomisk udvikling, mener eksperter. Kønsrelateret vold (og især vold i hjemmet) adresseres af regeringer og af civilsamfundet i både Mellemøsten, Nordafrika og i Danmark. Samarbejde samt videns- og erfaringsudveksling hjælper til at støtte og forbedre dette arbejde.
KVINFO er engageret i række dansk-arabiske projekter:
- Seminar til identificering af udfordringer og samarbejde
I juni 2008 organiserede KVINFO det første dansk-arabiske seminar på Magleås kursuscenter i Høsterkøb. Her diskuterede danske og arabiske deltagere fælles udfordringer for sammen at identificere relevante områder for fremtidigt samarbejde. Deltagerne fra Danmark, Egypten, Syrien, Jordan, Libanon, Irak, Yemen, Saudi-Arabien og Marokko udviste tydelig interesse for at samarbejde, og diskussionerne gjorde klart, at der var grundlag for en frugtbar faglig udveksling. Deltagerne ønskede at dele erfaringer omkring kvindekrisecentre, og det blev konkluderet, at der er et reelt behov for at styrke både regionalt og internationalt samarbejde.
- Styrkelse af kvindekrisecentre (læs mere om projektet her)
Efter seminaret på Magleås indledte det danske krisecenter Dannerhuset en udveksling af medarbejdere med flere marokkanske krise- og rådgivningscentre. I september 2009 førte dette til den første dansk-arabiske træningsworkshop for krisecenter-medarbejdere med Dannerhuset og KVINFO som arrangører.
Flere workshops blev afholdt i 2010 og vil blive afholdt i 2011. Andre danske og arabiske partnere vil desuden deltage i afholdelsen af disse, og træningen bliver afholdt forskellige steder i regionen.
Endvidere kan krisecentre få støtte til udveksling af medarbejdere gennem en særlig etableret støttefond. Fonden støtter udgifter til rejse og ophold i forbindelse med udvekslinger af personale.
I flere arabiske lande er man de senere år begyndt at etablere krisecentre for kvinder, ligesom man i højere grad er begyndt at erkende, at behovet eksisterer. De praktiske erfaringer med at drive krisecentre er dog stadig meget begrænsede. Danske krisecentre har derimod mere end 30 års erfaring i at arbejde med voldsramte kvinder og deres børn og har opsamlet stor professionel viden om området. Således har udveksling af viden og erfaringer centrene imellem et stort potentiale.
- Regionalt og internationalt samarbejde – et arabisk voldsobservatorium
En særlig form for regionalt samarbejde finder sted gennem etableringen af såkaldte voldsobservatorier. The European Observatory against Violence against Women spiller derfor en vigtig rolle på to planer: 1. I forhold til at styrke den politiske bevidsthed om kønsbaseret vold, og 2: Gennem et kontinuerligt pres for at få udarbejdet nationale handlingsplaner på området. Regional Program on Gender and Women’s Rights støtter projektet.
Danmarks nationale voldsobservatorium støtter en forberedende komité med medlemmer fra fire arabiske lande i at etablere et regionalt arabisk voldsobservatorium. Dette observatorium skal:
- Arbejde for øget dialog om vold mod kvinder mellem arabiske kvindeorganisationer
- Udgøre en nødvendig ressourcebase for kvindeorganisationer i lande med lille eller ingen lovgivning om vold mod kvinder
- Sætte arabiske kvindeorganisationer i stand til, på et fælles grundlag, at arbejde sammen med The European Observatory against Violence against Women og andre europæiske organisationer.
FAKTA
- FNs deklaration for afskaffelse af al vold mod kvinder definerer vold mod kvinder som “enhver handling af kønsbaseret vold, som resulterer i, eller må forventes at resultere i fysisk, seksuel eller psykologisk skade eller lidelse for kvinder inklusive trusler om sådanne handlinger, tvang eller frihedsberøvelse i det offentlige eller det private liv”.
- For de fleste kvinder er det mest sandsynlige sted, de vil opleve vold, i deres private hjem Selvom det er bredt anerkendt, at vold i hjemmet er udbredt på globalt plan, er det meget vanskeligt at fastslå dets nøjagtige forekomst. Vold i hjemmet er et følsomt emne de fleste steder, og mange steder - herunder i arabiske lande - findes der meget lidt statistik på området. Forskellige undersøgelser viser, at mellem 16 og 50 % af alle kvinder bliver udsat for vold i hjemmet.