Tanya Habjouqa, jordansk-amerikansk fotograf fik kendskab til de ræsende kvinder på Vestbredden gennem en af sine venner. 

Tanya Habjouqa er medlem af Rawiya, et kollektiv af kvindelige, mellemøstlige fotografer, og blev umiddelbart fascineret af de farverige kvinder med deres rå og stadig meget kvindelige attituder. Hun har indstillet sit fotografiske fokus på køns- og repræsentationsspørgsmål. Hun er med andre ord optaget af at afbilde og udstille underrepræsentation. 

"Jeg har altid følt, at antropologien var et problem for mig. Forstået på den måde, at jeg altid endte med at blive mere optaget af repræsentation, og samtidig brød antropologen i mig sig ikke om den måde, hvorpå mainstream medier forholder sig til repræsentation (...)"

Selv har Tanya Habjouqa en baggrund som kulturantropolog og har tidligere arbejdet som skribent for internationale såvel som arabiske medier.

’Jeg blev hele tiden forstyrret i mit arbejde af de mange forskelle, jeg så omkring mig. Forskellige billeder og forskellige udlægninger af virkeligheden. Og resultatet blev, at jeg blev mere og mere optaget af fortællingen. Og samtidig følte jeg ofte, at ord ikke kunne yde den fuld retfærdighed.

Ord blev til billeder

Skribenten skiftede spor og begyndte at fotografere. Men selv ikke som fotograf for anerkendte, internationale medier var Tanya Habjouqa helt tilfreds med den måde, hun selv og andre nyhedsmedier portrætterede verden på.

"Køn er mere forskelligartet end de billeder, vi normalt ser. Jeg taler her om billeder af mænd, der er blevet kastrerede, transseksuelle, men også om billeder af ’almindelige’ mænd, hvor den indbyrdes forskellighed ofte er underrepræsenteret."

’Jeg har altid følt, at antropologien var et problem for mig. Forstået på den måde, at jeg altid endte med at blive mere optaget af repræsentation, og samtidig brød antropologen i mig sig ikke om den måde, hvorpå mainstream medier forholder sig til repræsentation. Jeg følte mig ofte utilpas ved nyhedsdækningen, og at den på en eller anden måde ikke var respektfuld.’

Tanya Habjouqa tog sig derfor en tænkepause. Resultatet af hendes overvejelser var et ønske om at lave noget langsommere. Noget, der gav plads til - og viste flere forskelle. Noget mindre lukrativt, men noget, hvor hun kunne bruge sin antropologiske forståelse.

Løsningen blev Rawiya

Rawiya-kollektivet blev grundlagt i efteråret 2009, alt imens Tanya jævnligt som medlem af kollektivet måtte svare på spørgsmål om, hvornår hun skulle have sig et ’rigtigt job’. Medlemmerne kendte og havde mødt hinanden på opgaver, som dele af det mindretal, kvindelige fotografer i Mellemøsten nu engang udgør.

Kollektivets sigte er bredt fortalt at fortælle historier om det, som er underrepræsenteret i regionen.

‘Køn er mere forskelligartet end de billeder, vi normalt ser. Jeg taler her om billeder af mænd, der er blevet kastrerede, transseksuelle, men også om billeder af ’almindelige’ mænd, hvor den indbyrdes forskellighed ofte er underrepræsenteret. Noget andet essentielt er glæde, skønhed og humor, som vi også gerne vil skildre. Fordi det ofte går tabt i en meget politisk dagsorden. Det er ikke fordi, vi fornægter politik og prøver at male rosenrøde billeder, for vi beskæftiger os også med det, der gør os vrede og viser alt det grimme og dystre frem.’

Et praktisk og professionelt samarbejde

Kollektivets samarbejde er dels praktisk og professionelt. Medlemmerne deler kontakter, viden og erfaringer, og de er i stigende grad også fælles om udstillinger, publikationer og koncepter.

Navnet, der betyder en kvindelig historiefortæller, er valgt med omhu og fornemmelse for marketing.

’På det tidspunkt besluttede vi, at det var i vores interesse at markedsføre os på, at vi var kvinder. Det var og er stadig usædvanligt, og det er også relateret til det indhold, vi laver’, understreger Tanya Habjouqa.

Og hvad enten man ønsker det eller ej, har kønnet indflydelse på, hvordan man kan arbejde som fotograf i arabiske og overvejende muslimske lande. Det sætter både grænser, men det åbner også døre:

‘Nogle gange har jeg lyst til at lade være med at forholde mig til mit køn. Men jeg føler det primært som et privilegium at være kvinde. Jeg får adgang til steder, der ville være sværere at komme ind i, hvis jeg var en mand. Nok fordi jeg som kvinde virker mindre truende. Jeg bliver også inviteret ind i folks private hjem – af mænd – fordi de mener, det er uproblematisk, at jeg møder deres koner og søstre.’

Og hvad enten man ønsker det eller ej, har kønnet indflydelse på, hvordan man kan arbejde som fotograf i arabiske og overvejende muslimske lande. Det sætter både grænser, men det åbner også døre

Et enkelt punkt, hvor kønnet dog sætter grænser er den muslimske pilgrimsfærd, Hajj.

’Jeg har længe været syg efter at fotografere under Hajj’en, men for at kunne gøre det, har jeg brug for en mandlig slægtning som ledsager. Men jeg plejer som regel at finde en måde at håndtere denne type af udfordringer på’, siger Tanya Habjouqa.