Fra Irak til Danmark uden returbillet

» Tilbage til alle nyheder
Bookmark and Share

Fra Irak til Danmark uden returbillet

0 kommentarer
» skriv en kommentar
Mange arabiske kvinder, der ikke har en mand, opfører sig desværre som en fisk uden vand, mener dansk-irakiske Bayan Salih. Hele sit liv har hun arbejdet hårdt for at frigøre og selvstændiggøre arabiske og kurdiske kvinder – først og fremmest fra deres egne ideer og normer.
Forfatter: Gitte Young. Foto: Gitte Young
Udgivet: 21-09-2011
Box title: 
Fakta og links
Box body: 

Center for Women’s Equality

Center for Women’s Equality gik i luften med sitet www.c-we.org den 8. marts 2004. Centret er et internationalt netværk for alle, enkeltpersoner som organisationer, der arbejder inden for kvinderettigheder og ligestilling. 

Centeret fungerer som digital platform for forskning, undersøgelser, interviews, artikler, nyheder og statistik samt opsamler og publicerer gældende aftaler, konventioner og charters med relation til kvinderettigheder.

Centeret er bosiddende i København, Danmark, og er udelukkende drevet på frivillig basis, men medlemmer og støttemedlemmer betaler et lille kontingent, som går til aktiviteter. 

Læs mere på http://www.c-we.org

Læs også mere om KVINFOs Fund for Dialogue and Cooperation on Gender and Women's Rights

Som kvindelig studerende på den irakiske landbohøjskole i 80’erne var der mange selvfølgeligheder. For eksempel var kvindelige studerende udelukket fra visse fag og kunne især studere inden for særlige fag som fx service, undervisning, sundhed og omsorg. De kvindelige studerende mødte ofte op med mere eller mindre synlige tegn på voldelige overgreb, og al politisk aktivitet – ud over den, der tjente regeringspartiet Ba’ath – var strengt forbudt.  

For nogle var det blot sådan, virkeligheden så ud. Vilkår, man affandt sig med - og levede med. Hos andre fremkaldte ’selvfølgelighederne’ følelser af uretfærdighed, vrede og trang til at handle. Bayan Salih var en af dem.

De kvindelige studerende mødte ofte op med mere eller mindre synlige tegn på voldelige overgreb, og al politisk aktivitet – ud over den, der tjente regeringspartiet Ba’ath – var strengt forbudt.  

Som 17-18-årig blev Bayan Salih, dengang bosiddende i Irbil i Irak, for alvor bevidst om, at ulighed mellem kønnene, undertrykkelse, vold og chauvinisme mod kvinder var særdeles fremherskende i det Ba’ath-regerede Irak. Da hun først fik øje på det, så hun det hele tiden både i det offentlige rum, på uddannelsen og blandt sine venner. 

Og så besluttede hun sig for at gøre noget. Den unge, aktivistiske kvinde tog sit første skridt på en vej, der i første omgang førte hende ud af Irak over et illegalt ophold i Tyrkiet med Danmark som endemål, hvor hun har været med til at etablere sitet Center For Women’s Equality, der samler information om kvinders rettigheder over hele verden.  

 

Sagen overbeviste bekymrede forældre

På landbohøjskolen fandt Bayan Salih ligesindede, der som hende ønskede et ligestillet og sekulært samfund. Som yderliggående venstrefløjsaktivist uddelte de pamfletter, holdt møder og etablerede netværker og kontakter. Snart blev aktiviteterne nødt til at foregå i hemmelighed. Forældrene, der ikke selv var politisk aktive, var til at begynde med en kende bekymrede for deres datter. Af to grunde: For det første var de naturligvis skrækslagne for, at hun skulle blive fanget af Ba’athisterne. For det andet mente de, at hendes ære var i fare, når der også var mandlige venner og kolleger i den aktivistiske kreds – for som ansvarlige forældre kerede de sig om deres datters gode rygte.

’Jeg tror, at sagen i sig selv fik dem overbevist. For arbejdet for menneskers grundlæggende rettigheder og ligestilling var noget, de også selv støttede. Det var endog værdier, de så som gode, muslimske kerneværdier. Og så kunne de se den opofrelse og ildhu, deres datter lagde i arbejdet. Det endte faktisk med, at min mor, som i starten var meget bekymret, var stolt over, at jeg kæmpede for en sag, som var så rigtig,” husker Bayan Salih, der i dag bor i Brøndby Strand, milevidt fra den verden, hvor hun voksede op og begyndte sit voksenliv.

’Jeg tror, at sagen i sig selv fik dem overbevist. For arbejdet for menneskers grundlæggende rettigheder og ligestilling var noget, de også selv støttede. Det var endog værdier, de så som gode, muslimske kerneværdier(...)'

 

Politiske aktivister udnyttede slipstrømmen efter Golfkrigen

Som anti-Ba’athist i Irak, var det ikke muligt at få et fast job selv med en god uddannelse fra en højere læreanstalt. Så Bayan Salih begyndte at arbejde som gymnasielærervikar i biologi og arabisk. Da hun blev gift med en ligeledes politisk aktiv mand fra en anden by og flyttede dertil, fortsatte hun sit politiske virke der. Mod Saddam Hussein, ekstrem islamisme og for ligestilling, sekularisme og politisk frihed. 

Og selvom de unge kommunister principielt holdt lav profil med deres aktiviteter, slap de nok også tøjlerne en smule med hensyn til sikkerhed(...) 

Kampen blev også her ført med uddeling af tryksager og møder, og i slipstrømmen efter Golfkrigen i 1991 oplevede aktivister i hele landet en slags pusterum, som Bayan Salihs kreds udnyttede, og derfor optrappede de deres aktiviteter med foredrag, seminarer og sågar udgivelse af magasinet Musawaa – (det arabiske ord for lighed/ligestilling).

Og selvom de unge kommunister principielt holdt lav profil med deres aktiviteter, slap de nok også tøjlerne en smule med hensyn til sikkerhed – så måske var det ikke helt uforståeligt, da Bayan Salih og hendes familie efter et par særdeles politisk aktive år følte både regimet og religiøse ekstremister stramme grebet om dem. 

 

Truslerne, der drev familien på flugt

Brevene var håndskrevne. I dem stod der, hvad der ville ske med Bayan Salih og hendes familie, hvis de ikke indstillede deres propaganda og ophørte med at bekæmpe islam. Flere venner og bekendte var allerede faldet for både regimets og ekstremisters kugler. Så hun var ikke i tvivl om, at truslerne var alvorligt ment.

Som tiden gik, voksede frygten. Da Bayan Salih i 1990 blev mor til tvillinger, turde hun knap nok gå på gaden. Efter svære overvejelser og drøftelser hende og hendes daværende mand imellem, besluttede de i foråret 1993 at flygte. Hen over sommeren solgte de deres ejendele og tog imod al den hjælp fra familie og venner, de kunne få. De havde brug for den – for som følge af deres aktivisme var de begge blevet arbejdsløse. I oktober havde de fået et turistvisum og en busbillet til Tyrkiet.

Da Bayan Salih i 1990 blev mor til tvillinger, turde hun knap nok gå på gaden

 

Rejsemålet var Canada 

I Tyrkiet boede de hos venner og partikammerater, og i størstedelen af de i alt to år, de opholdt sig der, havde de ikke noget visum og fik afslag på opholdstilladelse. Dette forhindrede dog ikke Bayan Salih i at skabe kontakt til en FN-repræsentant og senere tale irakiske flygtningekvinders sag i FN. 

Næste stop skulle egentlig have været Canada, men den canadiske immigrationslov kolliderede med den ene datters epilepsisygdom, og dermed blev målet ændret til Europa, og det passede Bayan Salih ganske udmærket:

”Det var nemmere at fortsætte politiske aktiviteter i Irak fra et europæisk land,” forklarer hun.

Hvorfor blev det så Danmark? Tja, lidt tilfældigt og nogle kontakter, som allerede var bosiddende i Danmark, og fordi det dengang var en del lettere end i dag. Derfor ankom Bayan Salih og hendes daværende mand til Danmark i september 1996.

 

Et aktivt og engageret liv i Danmark 

I årene der fulgte, ilede den irakiske kvinde gennem dansk sprogskole, en HG, (erhvervsgrunduddannelse med eksamen) en IT-uddannelse på Niels Brock og tre år som IT-supporter i en dansk virksomhed, sideløbende med tolkearbejde i Røde Kors og rådgivnings- og konsulentvirksomhed for Kvinderådet – blot for at nævne nogle hovedpunkter. 

De sidste to år har hun arbejdet som projektleder for et boligsocialt projekt under Integrationsministeriet, og sideløbende med sine jobs har hun siddet i bestyrelsen for Modern Discussion (www.ahewar.org), en webbaseret informations- og debatplatform, som arbejder for ligestilling, menneskerettigheder og sekularisering. 

Siden 2004 har Bayan Salih også været frivillig koordinator og drivende hovedkraft bag Center for Women’s Equality – en netværksorganisation, hvis rygrad er en internetplatform for rapporter, forskning, interviews, artikler, nyheder og statistik omkring kvinderettigheder og som er en del af Modern Discussion.

”Der er stadig kvinder, der brænder sig selv i desperation over, at de bliver dårligt behandlet og ikke finder støtte eller hjælp hos deres egne familier – snarere tværtimod,” 

Med Bayan i spidsen har centret, der drives af frivillige kræfter, blandt andet taget initiativ til oprettelsen af en hotline for voldsramte kvinder i Irak i 2010 – noget, der ifølge Bayan Salih er et stort behov for. Den finansieres af KVINFOs Fund for Dialogue and Cooperation on Gender and Women's Rights med knapt 1 mio. kr. og den drives af Landsorganisationen af Kvindekrisecentre i Danmark,   Jordanian Women's Union og Women's Empowerment Organization i Erbil i Irak.

”Der er stadig kvinder, der brænder sig selv i desperation over, at de bliver dårligt behandlet og ikke finder støtte eller hjælp hos deres egne familier – snarere tværtimod,” siger hun.

 

Diskriminationen findes både i Danmark og Irak

Bayan Salih har boet i Danmark i snart 15 år. Her har hun fået et nyt perspektiv på situationen i Irak og samtidig oplevet et radikalt andet syn på kvinder end det, hun er vokset op i. Men træerne vokser bestemt heller ikke ind i himmelen her. Den nu 45-årige kvinde tøver ikke med at udpege punkter, hvor det danske samfund også lider slemt af kønslig skævvridning, og hvor diskrimination og fastlåste stereotyper blokerer for ligestilling, både når det gælder køn og etnicitet.

”Da jeg arbejdede som IT-supporter, som for mange i Danmark er et traditionelt mandejob, oplevede jeg flere gange, at folk bad om at tale med supporteren, når jeg tog telefonen. Og sådan er det i praksis i Danmark, at der stadig er masser af felter, i hjemmet eller i erhvervslivet, der er mere eller mindre forbeholdt det ene køn – det gælder børneopdragelse, servicefag, topchefstillinger, bestyrelsesposter, IT-verdenen og politik – bare for at nævne nogle områder,” siger hun.

”Jeg bliver så gal - på den ene side over de mænd, der påberåber sig retten til at have fire koner. Og på den anden side over de kvinder, der fuldstændig har mistet deres identitet for en mand,” 

Men hvordan står det så til i Irak, Bayan Salihs fødeland? Et land, som nu, efter flere årtier med stort set konstant krigsførelse, lider af en faktuel demografisk, kønsmæssig udfordring: Der er for få mænd til at matche antallet af fødedygtige kvinder. I nogle områder foreslår og bruger man endda polygami, der ellers er forbudt ved lov, men som stadig praktiseres uofficielt som en løsning på underskuddet af mænd.

”Jeg bliver så gal - på den ene side over de mænd, der påberåber sig retten til at have fire koner. Og på den anden side over de kvinder, der fuldstændig har mistet deres identitet for en mand,” lyder det indædt fra Bayan Salih.

”Det er måske knap så attraktivt at have en kvinde på 45 år, hvis man kan gifte sig igen og få en ny, ung kone. Men kvinder, der lever i et polygamiægteskab får ikke dækket hverken de følelsesmæssige - eller fysiske behov,” tilføjer hun. 

Men mange kvinder indvilliger alligevel i et sådan arrangement– fordi det er værre ikke at have en mand end at være nogens nummer to, tre eller fire.

”Andre kvinder ser ned på ugifte kvinder. Det, der giver status, er familie. Kvinder i Mellemøsten er meget uselvstændige,” forklarer Bayan Salih.

”Det er måske knap så attraktivt at have en kvinde på 45 år, hvis man kan gifte sig igen og få en ny, ung kone. Men kvinder, der lever i et polygamiægteskab får ikke dækket hverken de følelsesmæssige - eller fysiske behov

 

Frigørelse begynder hos kvinderne selv

En stor del af barrieren for arabiske kvinders frigørelse skyldes ifølge Bayan Salih kvinders egen selvopfattelse og indstilling til deres køn. Mange kvinder bygger hele deres identitet op omkring en mand, men Bayan Salihs budskab og erfaring er, at sådan behøver det ikke at være. 

I dag lever hun selv sammen med en mand, som hun er meget glad for, men manden, der er far til hendes tvillinger, blev hun skilt fra i 2005, og hun har derfor også prøvet at leve alene: 

”Det vigtigste her i livet er at elske og udvikle sig selv. Det kan man gøre med en partner, men det er også ok uden. Man kan sagtens have et godt liv, hvor netværk, job, frivilligt arbejde og fritidsaktiviteter giver mening, og hvor man er økonomisk selvstændig,” siger hun.

Men mange kvinder indvilliger alligevel i et sådan arrangement– fordi det er værre ikke at have en mand end at være nogens nummer to, tre eller fire.

Og, lidt beklemt, tilføjer hun, at man heller ikke behøver være fysisk afhængig af en mand. Bayan Salih vil nemlig også gerne lære kvinder fra Mellemøsten at tage hånd om deres egen seksualitet, selvom emnet stadig er tabuiseret. Selv er hun heller ikke fri for en vis indledende bornerthed, men overvinder den dog hurtigt:

”Hvis der ikke er nok mænd til alle kvinder, er det ok at finde et alternativ,” siger hun, smilende. 

Og hvad angår økonomisk uafhængighed er det også op ad bakke for Iraks kvinder.

”Et generelt problem er, at der er meget få jobs i Irak. Og dem, der skal ansætte, ønsker selvfølgelig først og fremmest kvalificeret arbejdskraft – men hvem er den kvalificerede arbejdskraft? Det er mændene, som jo i mange år har haft den bedste adgang til uddannelse, og derfor er det svært for en kvinde at få job, blive økonomisk uafhængig og selvstændig”, understreger Bayan Salih.  

”Hvis der ikke er nok mænd til alle kvinder, er det ok at finde et alternativ”

 

Det arabiske forår smitter også af på kvinderne i Irak 

Irak er i en lidt anden situation end de øvrige arabiske regimer, hvor en diktator først for nylig eller endnu ikke er blevet væltet. Bayan Salih mener dog samtidig, at både irakiske kvinder og arabiske kvinder i hele regionen nyder en positiv effekt af de nylige oprør og politiske og sociale omvæltninger i hele Mellemøsten.

Hvor mellemøstlige kvinder tidligere er blevet portrætteret enten som dansere eller undertrykte stakler, fremstår de nu som valkyrier, der står op og kæmper for deres land og for deres rettigheder

’’Det, de demonstrerende kvinder har vist er, at kvinder er en naturlig del af samfundet og derfor også skal deltage på lige fod med mændene. Og så har medierne givet os et nyt kvindebillede, som er virkelig positivt: Hvor mellemøstlige kvinder tidligere er blevet portrætteret enten som dansere eller undertrykte stakler, fremstår de nu som valkyrier, der står op og kæmper for deres land og for deres rettigheder, ‘’ siger hun tilfreds.