Kvindeoprør mod social kontrol

» Tilbage til alle nyheder
Bookmark and Share

Kvindeoprør mod social kontrol

0 kommentarer
» skriv en kommentar
Danske flygtninge- og indvandrermiljøer oplever et spirende ungdoms- og kvindeoprør mod social kontrol. Men medaljen har en alvorlig bagside. Det viser et stigende antal henvendelser fra unge, der søger hjælp, fordi de er under pres fra familien eller bliver udsat for vold. På et debatmøde i København satte repræsentanter for de unge, praktikere og eksperter udviklingen og problemstillingerne i perspektiv.
Forfatter: Jørgen Poulsen. Foto: Flickr jam343
Udgivet: 28-10-2011
Box title: 
Faktaboks
Box body: 

Paneldeltagere:


Perkussionist Simona Abdallah 
Simona Abdallah, der er vokset op i indvandrerghettoen Gellerupparken i Danmarks næststørste by, Århus, tager udgangspunkt i egne erfaringer. I samarbejde med avisen Information er hun ved at skrive en bog om sin opvækst.


Læs interview med hende: Simona med mandetrommen


 

Socialpsykolog, dr.phil. Lotte Kragh
Lotte Kragh har forsket i æresbegrebet, og hun har i sin doktorafhandling bl.a. set på, hvordan tyrkiske kvinder i Københavnsområdet bruger begrebet ære til at opnå større frihed. 


Læs artiklen: Et spørgsmål om ære

 

Projektkoordinator Jamal El-Obari
Jamal El-Obari arbejder i KVINFOs Mentornetværk i forstaden Vollsmose bl.a. med projektet Min egen vej, der er målrettet unge kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. 
Se: mentornetværkets hjemmeside.

Specialkonsulent og rådgiver Farwha Nielsen
Farwha Nielsen er født i Afghanistan og har arbejdet som tværkulturel rådgiver i LOKK, Landsforeningen af Kvindekrisecentre. I dag har hun egen virksomhed, der rådgiver og mægler i konflikter i etniske minoritetsfamilier. Farwha Nielsen har netop udgivet bogen ”Tværkulturel konfliktmægling”.


Læs hendes personlige historie i Den Usynlige Succes

”Hvis jeg ikke var vokset op i en indvandrerghetto, var jeg ikke kommet til at bruge 15 år af mit liv på at kæmpe mig frem til der, hvor jeg er i dag”, fortæller dansk-palæstinensiske Simona Abdallah, der har boet en stor del af sin opvækst i Gellerupparken, en bydel i Århus, Danmarks næststørste by. Men med stor viljestyrke er det lykkedes hende at kæmpe sig ud af den sociale kontrol og skabe sig et selvstændigt liv. Samtidig har hun slået sit navn fast som international stjernemusiker på den arabiske tromme, darbuka’en. Et instrument, der i den arabiske kultur er forbeholdt mænd.

”Hvis jeg ikke var vokset op i en indvandrerghetto, var jeg ikke kommet til at bruge 15 år af mit liv på at kæmpe mig frem til der, hvor jeg er i dag”

Simona Abdallahs personlige beretning indleder et debatmøde på KVINFOs bibliotek, dansk videnscenter om køn, ligestilling og etnicitet. Debatten har fokus på, hvordan unge mennesker – og især unge piger og kvinder - vokser op i familier med indvandrerbaggrund. Et stigende antal af de unge klarer sig godt. Det gælder ikke mindst den store gruppe af unge piger, der satser på uddannelse. De viser med deres eksempel, at de ønsker sig et selvstændigt liv, og at de ser uddannelse som en genvej til ligestilling. Men andre unge kvinder oplever, at de hjemme bliver udsat for kontrol, som ikke harmonerer med de værdier og normer, de unge møder i det danske samfund, og det fører til åbenlyse sammenstød med deres familier, som måske frygter, at de unge fjerner sig helt fra familien og deres kulturelle baggrund.



Oprøret lover godt for fremtiden

”Ser man på den tendens, der er i gang, synes jeg, at den er meget positiv, fordi det jo er et ungdoms- og kvindeoprør, som lover godt for fremtiden. Men medaljen har en alvorlig bagside. Det viser det stigende antal henvendelser fra unge, der søger hjælp på krisecentre, fordi de oplever et pres fra familien, som nogle gange fører til trusler og måske overgreb og vold”, siger aftenens ordstyrer, KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen, til oplægsholdere og tilhørere i den tætpakkede sal.

 
Et spørgsmål om ære 


Simona Abdallah har været forlovet fire gange - og gift to gange, fordi hun hellere ville kontrolleres af én mand end en hel familie, der alle ville passe på og beskytte hende. Efter sit første ægteskab måtte hun flytte hjem til familien i Gellerupparken. Men igen kontrollerede familien alt. 

”Jeg måtte ikke have computer, tv eller telefon på værelset. Jeg måtte heller ikke låse døren til mit værelse, for så kunne familien ikke bare åbne døren og se, hvad jeg lavede. Jeg følte mig kontrolleret 24/7, fordi de er bange for at jeg skulle snakke med drengene”.

Simona Abdallah er ikke i tvivl om baggrunden for den sociale kontrol, som hun og andre oplever. Det handler om familiens ære, og den er tæt knyttet til pigernes og kvindernes ærbarhed.

 

”Jeg måtte ikke have computer, tv eller telefon på værelset. Jeg måtte heller ikke låse døren til mit værelse, for så kunne familien ikke bare åbne døren og se, hvad jeg lavede. Jeg følte mig kontrolleret 24/7, fordi de er bange for at jeg skulle snakke med drengene”.

”Også i dag finder der kvindeundertrykkelse og frihedsberøvelse sted. Helt fra de er unge ,får drengene ansvar for at passe på deres søstre, kusiner og familiens ære. Så i stedet for at opdrage pigerne til at klare sig selv, har de valgt at undertrykke pigerne, fordi de er bange for, at de skal miste deres identitet og ende som danske piger og dermed glemme, hvor de kommer fra. Min familie har selvfølgelig ikke bevidst tænkt, at ”nu vil vi smadre Simonas liv”. Problemet er, at min familie opdrager på samme måde, som de selv er blevet opdraget”, siger Simona Abdallah.


Bruger ære til øget frihed


Blandt panelets tre øvrige deltagere er socialpsykolog og dr.phil. Lotte Kragh. Hun har forsket i ære og har i sin doktorafhandling bl.a. set på, hvordan tyrkiske kvinder i forstadskommunerne vest for København bruger begrebet ære til at opnå større frihed. Ud fra sin forskning mener Lotte Kragh, at kvinder også kan bruge æresbegrebet til at frigøre sig og ikke kun som et middel til social kontrol.

 

Social udvikling vejen frem


Lotte Kragh understreger, at det er vigtigt at bekæmpe æresrelateret kriminalitet, undertrykkelse og æresrelaterede drab. 

”De unge indvandrerkvinder og de unge mænd, der forsvarer deres søstre, gør oprør mod de stive normer. Dermed kommer de til at bære ærens byrde”, siger hun. Samtidig gør Lotte Kragh opmærksom på, at ære skal ses i forhold til de muligheder samfundet tilbyder indvandrergrupperne. Hun mener, at der er en tæt sammenhæng mellem økonomiske muligheder og æresrelaterede konflikter. Jo bedre mulighederne er for at få job, tjene penge og på den måde opnå status i samfundet, desto mindre betydning får traditionelle værdier og æresbegreber.


Hvad siger de andre


Jamal El-Obari er projektkoordinator for KVINFOs mentorprojekt Min Egen Vej. Målgruppen er kvinder mellem 16 og 24 år i Vollsmose i Odense, en bydel der ligesom Gellerupparken i Århus, har en stor koncentration af beboere med flygtninge- og indvandrerbaggrund. Med sine arabiske rødder og sit arbejde i marken kan hun både tale ud fra egne erfaringer og som praktiker, og Jamal El-Obari har talrige eksempler på, at det ikke kun er familien, der forhindrer pigerne i at træffe egne valg. Det spiller i høj grad også en rolle ”hvad de andre siger”. Pigerne i projektet nævner fx brugen af tørklæde. Mange vælger at tage tørklæde på for at slippe for, at der bliver talt om dem, oplever Jamal El-Obari.

”Selv mente jeg ikke, at jeg havde været udsat for social kontrol, og jeg tænkte tit: Hvor er jeg glad for, at min familie ikke er så meget inde i indvandrermiljøerne. Men nu, når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at der var social kontrol”, 

”Selv mente jeg ikke, at jeg havde været udsat for social kontrol, og jeg tænkte tit: Hvor er jeg glad for, at min familie ikke er så meget inde i indvandrermiljøerne. Men nu, når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at der var social kontrol”, siger Jamal El-Obari. Men også danskerne sætter hinanden i bås. Det er hun selv blevet opmærksom på efter at være flyttet fra storbymiljøet i Odense til en lille dansk landsby. ”Her ved man også rigtigt meget om, hvad de andre laver. Og man bliver holdt fast i de billeder, man har om hinanden”, understreger Jamal El-Obari.


Ganske almindeligt forældreansvar


Farwha Nielsen, der er født i Afghanistan, har arbejdet som tværkulturel rådgiver i LOKK, Landsforeningen af Kvindekrisecentre. I dag har hun egen virksomhed, der tilbyder rådgivning og mægling i konflikter i etniske minoritetsfamilier. Også hun har i sit arbejde oplevet, hvordan social kontrol og styring har været årsag til alvorlige konflikter. Der skal sættes ind over for social kontrol, mener hun, men det giver også problemer, hvis emnet bliver vinklet forkert eller bliver skildret unuanceret.

”For det første er ”social kontrol” blevet et modeord uden en klar definition af, hvilke aldersgrupper vi taler om. For det andet oplever jeg, at man blander social kontrol sammen med ganske almindeligt forældreansvar”, siger Farwha Nielsen og spørger tilhørerne: ”Hvordan kan vi adskille social kontrol og forældreansvar? Hvem definerer, hvordan vores etniske minoritetsborgere skal opdrage deres børn? Hvad synes de selv? Skal de unge minoritetsborgere have nøjagtig samme sociale og kulturelle vilkår som danske unge?”.

”(...) det er aldrig godt at være et offer, fordi omgivelserne risikerer at overse offerets ressourcer” 

”For det tredje er det risikabelt at bruge begrebet social kontrol som en altdominerende og generel karakteristik, når man beskriver os etniske minoritetsborgere. Det giver os et image af at være undertrykte og beskriver os som ofre. Og det er aldrig godt at være et offer, fordi omgivelserne risikerer at overse offerets ressourcer”, understreger Farwha Nielsen og illustrerer situationen med et billede:


Medierne generaliserer


”Når jeg taler med en kvinde, der har været udsat for vold, oplever jeg ofte, at hun betragter sig selv som et offer. Hun har i de fleste tilfælde svært ved at fokusere på egne ressourcer, fordi hun har iført sig "offerdragten". Det er vanskeligt at få den voldsramte kvinde til at se ud over sin egen sårbarhed og de smertelige erfaringer og sige: ”Jeg kan godt – for det at overleve vold og trusler er en styrke i sig selv. Jeg har klaret den vanskeligste situation af alle, og er kommet ud af det”. Der er for meget fokus på offerrollen i forhold til etniske minoritetskvinder, og det medfører, at medierne generaliserer og tegner et billede af minoritetskvinder som undertrykte”, siger Farwha Nielsen.


Kvinders seksualitet


En af tilhørerne i salen er Karen West. Hun har været med til at stifte organisationen Qfreedom, der arbejder for at opnå forståelse, kvindefrigørelse og ligestilling på tværs af etnisk oprindelse, religiøs og politisk overbevisning.

”Når vi i Qfreedom diskuterer, mener mange, at æresbegrebet ikke er et spørgsmål om religion, men om kultur. Uanset om det er i Mellemøsten, Indien eller Afrika, så er æren bundet til kvindens seksualitet. Læser man den danske kvindehistorie, så var æresbegrebet også tidligere forbundet med kvinders seksualitet. Men i samme øjeblik vi fik ligestilling, forsvandt koblingen til kvinders seksualitet.”

Elmas Berke, formand for Qfreedom, og som tidligere i interviews har betegnet sig selv om sekulær muslim, uddyber: ”Det handler i bund og grund om seksuel frigørelse. Vi har et hav af muslimske piger i ryggen, som ved, hvad det drejer sig om. Lad os kalde en spade for en spade. Vi kommer ingen vegne,” siger hun og peger på de ca. 800 kvinder, der hvert år henvender sig til krisecentrene rundt om i landet på grund af vold og social kontrol.

Uanset om det er i Mellemøsten, Indien eller Afrika, så er æren bundet til kvindens seksualitet. Læser man den danske kvindehistorie, så var æresbegrebet også tidligere forbundet med kvinders seksualitet. Men i samme øjeblik vi fik ligestilling, forsvandt koblingen til kvinders seksualitet.


Ret til at blive anerkendt


Lotte Kragh er ikke helt enig: ”Social kontrol handler også om seksualitet - men ikke kun. Primært handler det om retten til at blive anerkendt og råde over egen krop, uanset om du er mand eller kvinde. Og den ret er hårdt tilkæmpet gennem flere hundrede år i vores egen lille verden. Seksualiteten bliver så udtryk for den manglende ret til at være sig selv. ”

Heller ikke for Jamal El-Obari handler ligestilling og frigørelse om seksualiteten i sig selv. ”For mig havde frigørelse ikke noget at gøre med, hvem jeg måtte sove med. Det var ikke kun det, det handlede om. Det ved jeg også fra de piger, vi kommer rigtig tæt på”.

Hvis en ung pige træder seksuelt ved siden af, kræver det styrke at bevare respekten for sig selv. Jeg har mødt mange, der siger: Jeg har mistet alt. Slår de mig ihjel, så gør de mig en tjeneste”.

 Farwha Nielsen er endda bange for, at det vil skabe stor usikkerhed blandt de unge piger, hvis man udelukkende definerer kvindefrigørelse i forhold til seksualitet. ”Når vi går ind i en debat om ligestilling i de forskellige etniske miljøer, handler det om at kombinere og ikke frasige os vores kulturer og traditioner, hvor familien betyder meget. Hvis en ung pige træder seksuelt ved siden af, kræver det styrke at bevare respekten for sig selv. Jeg har mødt mange, der siger: Jeg har mistet alt. Slår de mig ihjel, så gør de mig en tjeneste”.

 

Kvinder undertrykker kvinder


Lotte Kragh peger på en særlig gruppe af indvandrerkvinder, som kommer til Danmark for at blive gift. Her får svigermødrene en central rolle. 

”Disse kvinder har ingen andre døre til det danske samfund end familien, hvis den ikke giver dem lov til at få veninder eller komme ud i samfundet. De er virkelig afhængige af, at de får en svigermor, som er åben og kan hjælpe dem med at finde fodfæste”, siger Lotte Kragh, og hun er enig med Jamal El-Obari i, at det kan være kvinder generelt, der holder øje med hinanden. 

”De skaber sig indflydelse og positioner ved at vogte på dyden. Det er ikke kun brødre og fætre, der holder øje. Kvinder i miljøet er en slags spioner mod hinanden. Man skal vise kvinderne, at der er andre veje til at få position i samfundet end gennem mændene”, siger Lotte Kragh.

Farwha Nielsen følger op: ”Ligestillingens historie i Europa viser jo også, at det ikke kun handlede om, at mænd undertrykker kvinder. Det historiske tilbageblik belyser også kvinders undertrykkelse af kvinder. Ofte er det kvinderne, der er traditionernes vogtere.

Det er ikke kun brødre og fætre, der holder øje. Kvinder i miljøet er en slags spioner mod hinanden.


Vi stoler på dig


Nogle af de unge kvinder i indvandrerfamilierne har større frihedsgrader end andre, fordi familierne stoler på deres piger. Bl.a. fortæller Jamal El-Obari om en del piger med somalisk baggrund, der bor alene i Odense-bydelen Vollsmose:

”Hvis der er mange mindre søskende hjemme, får de unge kvinder lov til at flytte ud, så de kan koncentrere sig om at læse - uden at der altså føres kontrol med dem. De bor måske sammen med en søster eller en veninde. Hvis forældrene ikke havde tiltro til disse piger, så ville de ikke få lov til at have en lejlighed for sig selv.

For Elmas Berke bekræfter det bare, at det handler om seksualitet. Indirekte ligger der i det: ”Vi ved, at du værner om familiens ære. Vi ved, at du ikke sviner vores navn til ved at have en eller ti kærester. Vi får den alle sammen: Vi stoler på dig”.

Jamal El-Obari mener ikke, at der er noget galt i, at forældrene stoler på datterens evne til at vurdere: ”Min forældre havde da tiltro til den opdragelse, de har givet mig, men også en tro på, at jeg selv træffer nogle valg. Det, tror jeg, også gælder for nogle af de unge piger, jeg møder”. Farwha Nielsen er enig og mener ikke, at situationen er så meget anderledes i etnisk danske familier.

”Vi ved, at du værner om familiens ære. Vi ved, at du ikke sviner vores navn til ved at have en eller ti kærester. Vi får den alle sammen: Vi stoler på dig”.


Rollemodeller


Efter næsten to timers energirig debat, kommer der konkrete forslag til, hvordan man kan støtte familierne og hjælpe de unge, der kræver deres ret til at bestemme over eget liv.

Simona Abdallah mener, at de kvinder, der har fået en uddannelse og karriere, og som har vist, at de kan frigøre sig, skal fungere som rollemodeller. ”Det er det, de har brug for at se og mærke. Det er vigtigt, at vi fokuserer på, hvordan vi kan hjælpe kvinder ud af social kontrol, ud af Gellerupparken og ud af undertrykkelsen og få dem klædt på til at klare sig selv. Jo flere vi bliver, des stærkere står vi. Det er ultravigtigt, at kvinder beviser, at de kan stå på egne ben og være uafhængige”.


Ældre kvinder som ressource


Lotte Kragh ser en stor ressource blandt ældre etnisk danske kvinder, der selv har levet et ungdomsliv i 1950’erne. ”De ved, hvad det handler om, når man bliver beskyldt for at være luder og gå med drenge. De ældre danske kvinder kendte godt til dét at blive dømt på, om man blev gift med den rigtige”, siger Lotte Kragh. De danske kvinder, hun refererer til, blev stemplet ene og alene på baggrund af, at de tillod sig at give udtryk for eller vise, at de havde en seksualitet, uden i øvrigt at udvise nogen form for promiskuøs adfærd. Og Lotte Kragh har set, hvordan de unge piger fra indvandrermijøerne ofte falder i hak med de ældre kvinder. Det drejer sig også om at få skabt en solidaritet mellem generationerne blandt de etniske minoriteter, mener hun.

”De ved, hvad det handler om, når man bliver beskyldt for at være luder og gå med drenge. De ældre danske kvinder kendte godt til dét at blive dømt på, om man blev gift med den rigtige”

Én af tilhørerne, Anne, mener, at det er lige så vigtigt at få inddraget mændene i løsningsmodeller i forhold til social kontrol og æresrelaterede konflikter og at se på, hvad det er for en rolle, mændene spiller. Hun foreslår konkret et mentorkorps.

Lotte Kragh er enig i, at et stort pædagogisk projekt skal rettes mod fætre, nevøer, kusiner, svigermødre, og handle om en dialog i det danske samfund. Farwha Nielsen mener, at den forhandling allerede er i gang i mange familier. ”Men hvis jeg skal sige, hvordan man kan tackle de her situationer fremover, så er der i mange år blevet sat for lidt fokus på bæredygtigt arbejde med familien. Man har fokuseret for meget på de unge, særligt kvinder, men man har overset bæredygtigt arbejde med familierne.”