Om WoMenDialogue.org

WoMen Dialogue produceres af KVINFO og støtter dansk-arabisk samarbejde, debat og erfaringsudveksling om emner, der relaterer sig til køn og kvinders rettigheder. WoMen Dialogue præsenterer information til en dansk og en arabisk offentlighed.

Sitet informerer først og fremmest om KVINFOs dansk-arabiske partnerskabsprojekter men præsenterer også relevante nyheder fra Danmark og Mellemøsten om reformprocesser og samfundsudvikling med relation til køn, ligestilling og kvinderettigheder.

Det meste af indholdet på womendialogue.org er åbent og tilgængeligt for alle, men sitet huser også virtuelle, lukkede arbejdsgrupper for individer og organisationer involveret i partnerskabsprojekter med KVINFO eller i projekter finansieret under det regionale program "Køn og kvinders rettigheder – dialog og samarbejde"

WoMen Dialogue fokuserer på fire temaer, svarende til de fire indsatsområder i KVINFOs mellemøstaktiviteter:

  •  Arbejdet for at ændre lovgivning
  •  Kønsrelateret vold
  •  Forskning, dokumentation og debat om kønsrelaterede emner
  •  Kvinder i den offentlige sfære

 

Således vil man på womendialogue.org kunne læse om KVINFOs brede arbejde, der blandt andet omfatter støtte til lobbyarbejde for lovændringer, til udvikling og oprettelse af kvindekrisecentre, til opbygning af netværk blandt kvindelige bloggere, etablering af et forskningsbibliotek og nationale databaser med kvindelige eksperter.

Derudover tilbyder WoMen Dialogue Magasin artikler med udgangspunkt i indsatsområderne, men i mere bred forstand. Her kan man blandt andet møde kvindelige, arabiske kunstnere, kulturpersonligheder og topledere fra erhvervslivet og få indsigt i au-pair-problematikker i Danmark og i Mellemøsten samt nye mediers rolle i de folkelige opstande i Mellemøsten i foråret 2011.

 

Redaktionen for womendialogue.org har base i København.