En jordansk kvinde erobrer dansk fodbold
En jordansk kvinde erobrer dansk fodbold
Fodboldspillet tog fart, da hun blev syv år, og siden 2004, hvor Jordan fik sit første kvindelige fodbold-landshold, har Stephanie AlNaber været en del af den nationale trup. Den unge kvinde har levet af sin sport siden 2004, hvor hun debuterede i klubben Shabab Al Ordon (Jordans Ungdom) i Amman.
”Jeg har altid drømt om at leve af at spille fodbold, og jeg drømte længe om at komme til Europa og spille. Da muligheden for at komme til Danmark viste sig, forlod jeg Shabab Al Ordon, og det var helt fantastisk for mig at komme til Europa i august sidste år. Jeg er den første kvindelige jordanske fodboldspiller, der har fået mulighed for at spille på et elitehold i udlandet, og det var meget stort i mit hjemland, da det skete. Jeg blev lykønsket af den jordanske prins Ali bin al Hussein, og aviserne i Jordan skrev rigtig meget om det, jeg skulle i gang med. De følger mig stadig og skriver om, hvordan det går mig i Danmark”, siger Stephanie AlNaber, der taler arabisk som modersmål og engelsk som andetsprog.
En håbefuld arabisk kvinde
Hun fortæller, hvordan det er usædvanligt, at kvinder lever af at spille fodbold i Jordan.
”Vi er få kvinder, der gør det, men vi mærker stor opbakning fra de fleste. Der er mange, der følger landsholdet, og jeg synes ikke, det er så meget anderledes at være kvinde i Danmark i forhold til i Jordan. Jeg bliver behandlet venligt og imødekommende begge steder”, siger Stephanie AlNaber.
Hun sidder i klubhuset i Fortuna Hjørring og fortæller. Huen er trukket godt ned over ørerne, for selv om vi er indenfor, har kulden afspejlet sig i hendes mellemøstlige ansigtsudtryk. Hun har cyklet fra lejligheden til Fortuna, og den danske vinter med meterhøje snedynger har gjort indtryk på hende.
”Danmark har et helt andet klima og kultur, end jeg er vant til, men jeg er rigtig glad for at være i Danmark, og det er godt for mig at lære en anden kultur at kende. Jeg savner selvfølgelig min familie og skulle vænne mig til, at spilleniveauet i Danmark er højere, men jeg får en god erfaring med fodbold i Danmark, og jeg får god livserfaring”, fortæller den håbefulde jordanske kvinde.
Hun er ud af en inkarneret fodboldfamilie. Lillebror Yousef spiller også på det jordanske landshold, og det samme gør lillesøster Natasha. Faren Mazen er en del af administrationen i den jordanske fodboldklub Shabab Al Ordon, hvor Stephanie spillede frem til august sidste år.
Da hun forlod Jordan, var hun i gang med at læse business administration på universitetet. Studierne er nu overført til Aalborg Universitet. De akademiske drømme fortsætter sideløbende med, at hun træner og spiller i Hjørring, og til sommer færdiggør Stephanie AlNaber sin bachelor - samtidig med, at hun kan se tilbage på et år i Danmark.
Drømmer uden grænser
”Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske til sommer, men mit mål er at blive ved med at leve af at spille fodbold. Jeg elsker min sport og drømmer om at blive ved med at spille i Europa. Drømmen er en dag at vende tilbage til Jordan som træner i min gamle klub - eller for landsholdet”, siger den talentfulde venstre wing, der går et spændende fodbold-forår i møde.
Fortuna Hjørring er Danmarks største klub for piger/kvinder og er samtidig en af de mest vindende i dansk kvindefodbold. Dana Cup, som afvikles i Hjørring, er i dag verdens tredjestørste fodboldturnering for ungdom og Danmarks største fodboldturnering. I 1994 kom det første danske mesterskab til Hjørring, og siden da er Fortuna Hjørring aldrig blevet placeret dårligere end nr. to i elitedivisionen. I alt er det blevet til seks mesterskaber og syv pokaltitler.
Klubben havde en stor triumf i 2003, hvor den som den første og hidtil eneste danske fodboldklub, spillede sig i en finale i en Europa Cup-turnering. I juni sidste år hentede Fortuna Hjørring endnu en gang kvindernes fodbold DM-guld til klubben. Det var Fortunas sjette danske mesterskab.